I offentlige parker og anlæg ønsker landskabsarkitekter ofte en organisk, indbydende fremtoning – og her kommer naturstensstier ind i billedet. Trædesten og brudfliser giver mulighed for stiforløb, der ser ud som om de altid har ligget der, integreret i terrænet. Samtidig er de praktiske: de lader græs og vand passere imellem sig og kræver minimal vedligeholdelse. I denne artikel dykker vi ned i, hvordan man vælger og anvender trædesten og brudfliser i større, offentlige projekter, baseret på erfaringer fra parker og anlæg, som Vangsøe har leveret til.

Fordele i landskabsarkitekturen

Store trædesten (typisk flade granit- eller sandstensplader) og brudfliser (ujævne kløvede fliser) tilfører et naturligt præg, fordi de undgår lange, hårde linjer. Det har flere fordele:

• Æstetisk integration: I en park smelter natursten ind med græs, jord og beplantning. En trampesti med granitplader der titter op i græsset virker mindre “anlagt” og mere eventyrlig end en asfalteret sti. Gæster føler, de bevæger sig gennem naturen frem for på en kunstig gang.
• Permeabilitet: Mellemrum mellem trædesten eller brudfliser lader regnvand synke ned, hvilket mindsker problemer med overfladeafstrømning. Dette er et plus i regnvandsregnskabet for kommunale anlæg, da man undgår store lukkede flader.
• Fleksibilitet i form: Uregelmæssige fliser kan lægges i organiske forløb, som følger terrænet. Man kan sno sig mellem træer, lave varierede stibredder, udvide til små opholdspladser enkelt ved at tilføje flere fliser i bredden, uden at skulle skære specialformer som med præfabrikerede belægninger.

Valg af stenmateriale

Stentyper til trædesten/brudfliser i offentligt regi bør vælges med hensyn til slidstyrke og lokal kontekst:

• Granit: Meget holdbart og kan tåle stort slid samt maskinel græsslåning henover. Grå granitplader (fx flammebrændte for skridsikkerhed) er populære til trædestier, især hvor man forventer moderat trafik. Granit er tungt, så tynde plader (3–5 cm) anvendes kun hvor de understøttes fuldt af sand; ellers vælg tykkere (6–8 cm) for at modstå punktbelastning på ujævnt underlag. Bornholmsk granit eller svensk Bohus-granit er eksempler på materiale med nordisk præg.
• Sandsten/kalksten: Disse kan have varme farvetoner (gul/rødlig sandsten) der passer smukt i grønne områder. Sandsten er generelt tilstrækkelig slidstærk til fodgængertrafik, men sørg for at få den i en hård variant hvis høj trafik. Den er ofte lidt mere porøs end granit, men i en park uden saltning osv. kan den holde i mange år. Overfladen er naturligt skridsikker når kløvet.
• Skifer: Anvendes også nogle gange, men skal være en hård skifer for udendørs brug (fx Alta-skifer). Skiferflager kan give et meget rustikt udtryk i skovmiljøer. Dog kan de være lidt glatte når våde, så overvej ru kløvning eller let sandblæsning.

Eksempler på anvendelser

Flere kommuner har allerede succesfuldt integreret naturstensstier:

• Botanisk have-sti: I en større botanisk have leverede Vangsøe store, uregelmæssige granitplader (ca. 80×60 cm gennemsnit) lagt med 10 cm mellemrum i en græsplæne. Resultatet er en “usynlig” sti til et udsigtspunkt. Plænen kan stadig klippes med traktor – man kører bare henover stenene. De er tunge nok til ikke at flytte sig og flugter plan med jorden. Ved vintertid lader man dem være, sne må gerne dække, da området er rekreativt.
• Naturlegeplads-sti: I et skovområde, hvor der er en naturlegeplads, er trampestien forstærket med brudfliser af kløvet sandsten. Her var formålet at undgå mudderstier i regnvejr. Fliserne (ca. 4–6 cm tykke, uregelmæssige form) blev lagt i grus, fuget med grus, og mellem dem er der lav vegetation. Børn kan hoppe fra sten til sten. Forældre med klapvogne kan stadig navigere, fordi fliserne ligger ret tæt, men indtrykket er rustikt.

Installation i stor skala

• Skabeloner og rytme: For at få jævne mellemrum mellem trædesten på tværs af en hel park kan man lave en enkel skabelon (f.eks. en stang med markeringer for standardafstand). Dermed sikres at skridtafstanden passer generelt, selvom lidt variation kan være fint for det naturlige udtryk.
• Mekanisk hjælpemiddel: Store stenplader kan veje 50–100 kg stykket. I stedet for at to mand skal slæbe hver, kan man i anlægsprojekter bruge små løftevakuumsug (der findes batteridrevne sugekop-løftere) eller en minigraver med løfteåg, så udlægningen går hurtigere og med færre arbejdsskader.
• Underlag i offentligt regi: Normalt graver man ud og lægger et par cm sand under en trædesten. I parker kan man dog ofte nøjes med at afrette jorden med lidt sand, da last ikke er stor – men det kan være en god idé at bruge en geotekstil under sandet for at forhindre at rødder senere skubber stenene op forskelligt. Ved brudfliser på større areal bør bundopbygningen være mere systematisk, som ved terrassebelægning, for at sikre jævnhed: altså stabilgrus + afretningssand.

Vedligehold i offentlige områder

• Ukrudt og tilgroning: I fugerne kan græs og ukrudt tit tolereres i naturnære projekter – det er en del af charmen. Men skal det fjernes, kan man benytte miljøvenlig ukrudtsbrænding eller damp, i stedet for herbicider. En årlig omgang burde være nok.
• Opfriskning af fuger: Hvis stenmel vaskes ud mellem brudfliser efter nogle år, bør driftsplanen inkludere genfyldning. En gummisvaber kan bruges til at trække nyt stenmel ud i fugerne over en større flade.
• Fastsiddende elementer: Offentligt er det vigtigt at intet vipper. Efter frostperioder bør man have eftersyn: eventuelt genjustere et trin der er blevet løs. Heldigvis er store sten mindre tilbøjelige til at bevæge sig end små.

At bruge trædesten og brudfliser i parker og anlæg er at invitere naturen helt ind i designet. Når det gøres rigtigt, får borgerne stier, der er en fryd at gå på, og som ikke skæmmer landskabet – tværtimod fremhæver det. Offentlige projekter kræver dog materialer af høj kvalitet og leverandører, der kan levere i den skala. Vangsøe står klar med både sten og rådgivning, når der skal antrækkes et stisystem, der ser naturligt ud, men er bygget til at holde.